Bageriet Bodil og NOVO
Historien om bageriet Bodil og verdensfirmaet NOVO fortæller om de mennesker, som var med til at gøre Planetariet til en realitet.
Opstarten af bageriet Bodil
Bodil Pedersen startede i 1931 et hjemmebageri med to kvindelige ansatte. Senere blev medarbejderstaben udvidet til også at beskæftige mandlige medarbejdere – og blandt dem hendes mand Helge Pedersen.
Omlægning af bageriets produktion
I mange år drev de i fællesskab Bageriet Bodil. Med inspiration i Rudolf Steiners filosofi og tankegang blev hele bageriets produktion omlagt i starten af 70’erne. Nu benyttede de udelukkende biodynamisk dyrket korn.
Biodynamisk produktion
På det tidspunkt var der ikke mange, der kendte til økologisk – og endnu færre til biodynamisk produktion. Derfor var det en stor udfordring. Men Bodil og Helges søn, Nils Armand Pedersen tog det selvfølgelig op, da han senere overtog Bageriet Bodil.
Opstarten af NOVO
Bodils far, Harald Pedersen, grundlagde i 1925 medicinalfirmaet NOVO sammen med sin bror, Thorvald Pedersen. De begyndte under meget beskedne forhold i kælderen i Harald Pedersens villa på Fuglebakkevej, Frederiksberg, hvor de udførte deres forsøg med fremstilling af insulin.
Stort, succesrigt verdensfirma
Gennem årene udviklede firmaet sig fra en lille familievirksomhed til et stort og succesrigt verdensfirma.
I takt med at NOVO’s succeskurve antog astronomiske højder, voksede Bodil og Helge Pedersens formue også.
Økonomisk Støtte til projekter
Gennem årene ydede Bodil og Helge økonomisk støtte til et stort og bredt udvalg af projekter, bl.a.:
- Sprogformningsskolen i Ordrup
- Den antroposofiske højskole Søtoftegård
- Frederiksberg Hospital


