Arktis set med danske øjne
Den 11. april byder Tycho Brahe Planetarium indenfor til et kig på Arktis.
Klimaforandringer er efterhånden et veldokumenteret faktum. Forskere på tværs af faggrænser er enige om, at global opvarmning giver mindre is ved polerne og højere vandstand andre steder på Jorden. Udviklingen giver både udfordringer og muligheder, særligt i Arktis, hvor hensynene til et unikt miljø skal kombineres med udviklingsmuligheder for de mennesker, der bor der. Hvordan, dette gøres bedst, er der imidlertid langt fra enighed om.
Nogle mener, at hensynet til den unikke natur, som bl.a. Grønland byder på, bør overskygge potentialet for at finde råstoffer eller udbygge sejlruterne i de arktiske farvande. Andre mener, at udnyttelsen af de nye muligheder er en naturlig konsekvens af både klima- og samfundsændringer i den nordlige del af vores rigsfællesskab.
Uanset, hvad man måtte mene om udviklingen i Arktis, er der behov for teknologiske løsninger, som er specielt tilpasset arktiske forhold. Ved dette arrangement kan du møde forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der vil fortælle om den nyeste forskning i Arktis med særligt fokus på satellitbaseret overvågning og udvikling af kemiske midler med lav miljøpåvirkning. Forskning, som på forskellig vis er med til at give forbedrede vilkår for blandt andet miljøovervågning og sikkerhed til søs.
DTU har i mange år haft forsknings- og uddannelsesaktiviteter i Arktis. For at skabe de bedst mulige rammer for aktiviteterne har DTU oprettet Center for polare aktiviteter (Polar DTU) – et tværfagligt center, der samler DTU’s forskningsbaserede ydelser i og omkring de polare områder. Læs mere om Polar DTU på www.polar.dtu.dk.
Arrangementet afholdes den 11. april kl. 19-21 på Tycho Brahe Planetarium.
Tilmelding skal ske på telefon 33 12 12 24.
Planetariets medlemmer har gratis adgang.
PolitikenPlus medlemmer betaler 35,-.
Øvrige skal betale 70,-.




