Bjælkespiral i fokus
Galaksen NGC 1073 ligger omkring 55 millioner lysår fra Jorden i retning mod stjernebilledet Cetus (Hvalfisken).
Med sit skarpe og følsomme syn har Rumteleskopet optaget dette imponerende billede af galaksen, der er en såkaldt bjælkespiralgalakse. Sådanne galakser er kendetegnet ved, at spiralarmene ikke når helt ind til galaksens center, men udgår fra en bjælkeformet struktur, der går gennem de centrale dele.
Astronomerne mener, at bjælkerne dannes, fordi disse galakser har en særlig evne til at lade gas strømme ind mod deres kerneområder. Den indstrømmende gas danner nye stjerner og skaber den synlige bjælkestruktur. Den instrømmende gas kan også levere næring til et supertungt sort hul. Nogle astronomer mener, at en bjælke er et tegn på alderdom hos galakser. Vores egen galakse, Mælkevejen, har også en bjælke, men den er dog ikke nær så udtalt som for NGC 1073's vedkommende.
Hubble's billede af NGC 1073 afslører områder i galaksen, hvor nye stjerner fødes. Disse områder ses som blålige pletter, da de unge, varme stjerner udsender en stor del af deres lys i den blå ende af farvespektret. Brunlige tråde på billedet er områder, hvor støv blokerer for lyset fra stjernerne og den glødende gas.





