Frisk blod til Rumstationen

Frisk blod til Rumstationen
Raketten med Soyuz-rumskibet løfter sig fra rampen - billede: NASA TV

Den 15. maj blev et Soyuz-rumskib sendt af sted mod Rumstationen med tre nye besætningsmedlemmer om bord.

I går morges, d. 15. maj, kl. 05:01 dansk tid løftede et russisk Soyuz-rumskib sig fra rampen på Baikonur-rumcentret i Kazakhstan.

Om bord er de russiske kosmonauter Gennady Padalka og Sergei Revin samt NASA-astronauten Joe Acaba. Med opsendelsen har de tre rumrejsende indledt en to dage lang rejse til den Internationale Rumstation, der kredser næsten 400 km over jordoverfladen.

Selvom selve opsendelsen var vel overstået på mindre end ti minutter, skal der gennemføres en lang række manøvrer for at komme i den rette position til sammenkobling med Rumstationen. Hvis alt går vel, vil Soyuz-rumskibet ankomme til Rumstationen i morgen torsdag, d. 17. maj, omkring kl. 06:38 dansk tid. Kort tid efter vil de tre tilrejsende kunne slutte sig til den nuværende besætning: kosmonauten Oleg Kononenko, NASA-astronauten Don Pettit og den hollandske ESA-astronaut André Kuipers.

Efter planen skal Padalka, Revin og Acaba opholde sig fire måneder på stationen. Det er første gang Revin er i rummet, mens både Padalka og Acaba har været af sted før. Faktisk er det Padalkas fjerde langtidsophold i rummet, hvor han på de tre tidligere missioner har opholdt sig i alt 586 dage i rummet.

Kontakt os

Tycho Brahe Planetarium

Gl. Kongevej 10

1610 København V

Åbningstider

11:30 - 19:30 | Mandag
09:30 - 19:30 | Tirsdag
09:30 - 20:30 | Onsdag - torsdag
10:30 - 20:30 | Fredag
09:30 - 20:30 | Lørdag
09:30 - 19:30 | Søndag

Salg af billetter

Billetsalg & information
Telefon: 33 12 12 24


Der tages forbehold for ændringer i program, priser og åbningstider.

Cookies

Brug af cookies på Planetariet.dk Læs mere