Ocean på Mars

Ocean på Mars
En visualisering af det område på Mars, der muligvis har været dækket af et ocean - billede: ESA, C. Carreau

Observationer lavet med Europas marssonde støtter tanken om, at området omkring Mars' nordpol har en gang været dækket af et ocean.

For flere milliarder år siden var Mars' nuværende nordpol dækket af et ocean. Denne tanke er ikke ny, men den får nu støtte af observationer lavet med den europæiske sonde Mars Express. 

Sonden har lavet observationer med det såkaldte MARSIS-instrument, der er en avanceret radar. MARSIS sender radarbølger ned i overfladen og registrerer de reflektioner, der kommer tilbage. Derved kan instrumentet afsløre opbygningen af Mars' undergrund ned til en dybde på mere end fem kilometer.

MARSIS-data har afsløret aflejringer (sedimenter), der efter forskernes vurdering er en gammel havbund. Sedimenterne er fundet indenfor grænserne af en tidligere kortlagt, ældgammel kystlinje omkring Mars' nuværende nordpol. Det er fortsat kontroversielt om der har været et sådant ocean på Mars, men radarobservationerne fra Mars Express støtter i hvert fald idéen.

Forskerne har foreslået to mulige oceaner: Et der eksisterede for fire milliarder år siden, hvor forholdene på Mars var varmere og generelt vådere. Alternativt var der kortvarigt et ocean for ca. tre milliarder år siden, hvor is under overfladen smeltede efter et stort nedslag på planeten og derefter strømmede til lavtliggende områder. Fremtidige observationer kan måske afgøre, hvilken af disse forklaringer, der er den mest sandsynlige - hvis der da ikke er tale om en kombination.

Kontakt os

Tycho Brahe Planetarium

Gl. Kongevej 10

1610 København V

Åbningstider

11:30 - 20:30 | Mandag
09:30 - 20:30 | Tirsdag - torsdag
10:30 - 20:30 | Fredag
09:30 - 20:30 | Lørdag og søndag
Åbent helligdage

Kontakt os

Billetsalg & information
Telefon: 33 12 12 24


Der tages forbehold for ændringer i program, priser og åbningstider.