Stjernedrys i sensommernatten

Meteorsværmen Perseiderne, der også er kendt som Sct. Laurentii tårer, er aktiv fra slutningen af juli til slutningen af august.

Flest stjerneskud forventes natten mellem d. 12. og 13. august, men både i nætterne før og efter vil der være mulighed for at se Perseider på himlen. Perseiderne synes at udstråle fra et punkt i stjernebilledet Perseus, der ses under Cassiopeias karakteristiske skæve ''W''. Ved midnat står dette udstrålingspunkt - den såkaldte radiant - højt på himlen i nordøstlig retning.

Sidst på natten mellem d. 12. og 13. august vil den aftagende Måne genere en smule med sit lys, så de svageste stjerneskud ikke kan ses (Månen er halvt fuld d. 9. august). Månen står dog først op omkring kl. 1, så timerne omkring midnat (fra kl. 23 til kl. 1 dansk sommertid) er derfor det bedst mulige tidsrum til at kigge efter perseider i år.
 

Kometrester på besøg

Stjerneskuddene er rester af kometen Swift-Tuttle, der trænger ind i atmosfæren med høj hastighed (mere end 200.000 km/t). Luften foran kometstumpen presses sammen og bliver derfor meget varm. Sammenstød med luftmolekyler og den store varmeudvikling får kometstumpen til at fordampe. Varmen får også luften omkring stumpen til at gløde. Det er netop dette spor af glødende luft, vi ser som et stjerneskud.

Kometstumperne ligger langs kometens bane, der krydser Jordens bane om Solen netop der, hvor vores planet befinder sig hvert år omkring d. 12. august. Swift-Tuttles bane ligger sådan, at kometresterne rammer Jorden skråt oppefra. Derfor ses meteorsværmen bedst fra den nordlige halvkugle - bl.a. fra Danmark.

Komet Swift-Tuttle blev opdaget i 1862 af de to amerikanere Lewis Swift og Horace Tuttle. Tre år senere indså den italienske astronom, Giovanni Schiaparelli, at det er kometen, der er årsag til den årlige meteorsværm. Schiaparelli er dog nok mere berømt for sin opdagelse af, hvad han troede var kanaler på planeten Mars.