Succes for dansk raket
Det var lige før det var deja vu til efterårets mislykkede opsendelse, men i fredags, d. 3. juni, blev en truende fiasko afløst af succes.
Kl. 16:32 dansk tid løftede den danskbyggede amatørraket HEAT-1X sig med rumkapslen Tycho Brahe i toppen fra sin affyringsrampe - en flydende platform ved navn Sputnik placeret i et militært skydeområde i Østersøen øst for Bornholm. Den ni meter højde raket tordede mod himlen og kort tid efter blev kapslen koblet fra raketmotoren.
Selvom raketten ikke fløj helt som ønsket og der derfor var problemer med udfoldningen af faldskærmene var det alligevel en umådelig succes for raketbyggerne Peter Madsen, Kristian von Bengtson og deres mange frivillige hjælpere og samarbejspartnere. Flyvningen viste, at det selv med meget beskedne midler kan lade sig gøre at bygge og opsende en raket.
Den succesfulde flyvning har givet raketbyggerne en stor mængde data, som de skal bruge i deres videre arbejde med at udvikle og bygge større raketter. Det endelige mål er at sende Peter Madsen på en suborbital flyvning - atlså et hurtigt smut ud i rummet. Med fredagens vellykkede opsendelse er denne drøm kommet et skridt tættere på. Man kan kun se frem til næste gang Peter Madsen og Kristian von Bengtson gør klar til nedtælling!





