Er der nogen?
Jagten på intelligent liv i rummet fortsætter
Er vi alene i det umådelige verdensrum eller vrimler det med liv derude? Vi ved det endnu ikke. I de seneste år er astronomer, biologer, geologer m.fl. imidlertid begyndt at arbejde sammen under overskriften 'astrobiologi' for at søge efter svaret på dette spørgsmål. Den fælles stræben har endnu ikke afsløret liv uden for Jorden, men vi har lært meget om livets vilkår andre steder.
Beboelige planeter
Udforskningen af Mars har blandt andet vist, at planeten sandsynligvis har været beboelig. Derudover finder vi hele tiden nye planeter, der kredser om andre stjerner end Solen. I en ikke alt for fjern fremtid vil vores teleskoper kunne afsløre, om livet har slået rod på nogle af disse planeter.
Universets udvikling
Det kan også være, at vores anstrengelser bliver overhalet indenom af et radio- eller lyssignal afsendt af en intelligent civilisation derude blandt Mælkevejens mylder af stjerner.
I foredraget ser vi på universets udvikling 'fra big bang til DNA' og hører om de seneste resultater fra astrobiologien.



