Udstillingen
Er du nysgerrig og vil du vide mere, så gå på opdagelse i Planetariets permanente udstilling om universet! Du kan gå rundt på egen hånd eller tage med på en gratis guidetur i weekenden.
Det Aktive Univers
Planetariets permanente udstilling "Det Aktive Univers" er opdelt i zoner med hvert sit astronomiske eller rumfartsrelaterede emne. Du kan blandt andet lære mere om stjerner og om de store spørgsmål om universets fødsel. Læs også om muligheden for liv i rummet. Der er billeder af Solen, og du kan se, hvornår Solen og Månen står op og går ned. Du kan også følge, hvornår vi igen kan se en sol- eller måneformørkelse.
For information om entrépriser, se under priser.
Læs mere om gratis guideture.
Kig op og ned
Når du går gennem udstillingen, så husk at kigge op. I Tycho-salen hænger der blandt andet modeller af Voyager-rumsonden, den Internationale Rumstation og en astronaut. Også Solsystemets otte planeter hænger i imponerende modeller i skala 1:100 mio. Vi har også et stykke af Månen – en månesten, der blev hentet hjem af Apollo 17 i 1972.
Vær en del af oplevelsen
Vores gæster skal have en visuel oplevelse med astronomi og rumfart og være en del af oplevelsen. F.eks. kan du styre en planet med Magic Planet i midten af udstillingen. Hvor hurtigt skal den rotere? Hvilken planets overflade vælger du at se?
Rumbasen og Space Race
Martin og Ketils Rumbase er et besøg værd. Den er indrettet som et kontrolcenter, og her viser vi en spændende film om den europæiske Planck-satellit. Planck-satelitten studerer eftergløden fra universets fødsel – big bang. Udenfor kan du konkurrere med din familie eller venner i det spændende Space Race. Computeren følger dine bevægelser, og du skal blandt bruge din krop til at styre et rumskib fra Solen til Pluto.
Marsekspeditioner
Som en stor del af udstillingen har Planetariet bygget et Marslandskab. Det blev lavet i forbindelse med marsekspeditioner i 2003-2005. Her blev to robotbiler landsat på Mars med danske eksperimenter ombord. I landskabet kan du se en model af sonden Mars Polar Lander. Den gik tabt ved landingen på Mars i december 1999.
En rejse i rummet
Kunne du tænke dig at se hvordan astronauterne bor på den International Rumstation? Prøve at arbejde som en astronaut gør ude i rummet? Eller hvad med at styre dig rundt på Månen og Mars? Det er blot nogle af de ting man kan prøve i Tycho Brahe Planetariums aktivitet - En rejse i rummet.




